Af Lars Bo Larsen, direktør, Nationalt Forsvarsteknologisk Center

Når røgen lægger sig, vil den afgående SMV-regering blive husket som en kriseregering. Måske ikke den økonomiske krise, som den blev født ud af, men snarere den sikkerhedspolitiske krise omkring Ukraine-krigen og Trumps genindtræden i Det Hvide Hus. 

Der er på den konto udvist lederskab, som har givet international genlyd og skabt resultater på europæisk og internationalt niveau. Det skal anerkendes.

Ukraine-indsatsen har været stærk og har sat retning for hele Europa. Etablering af den ”danske model” er blevet et varemærke, folk kender, med sit fokus på direkte støtte til ukrainske firmaer og produktion.

Men krigen er desværre langt fra afsluttet Og der er grund til at spørge, hvordan støtten bedst kan forme sig på den lange bane. Hvordan sikrer vi både Ukraines modstandskraft og det internationale partnerskab på den lange bane?

Det danske formandskab leverede i efteråret en politisk ramme for den samlede oprustning. Med iværksættelsen af ni såkaldte kapabilitetskoalitioner har Danmark taget medejerskab for tre af sporene. Det rejser også spørgsmålet om, hvordan det kan samtænkes med den danske genopbygning af forsvaret og i bredere forstand danske teknologiske og økonomiske styrkepositioner. Hvad er vores bidrag til europæisk oprustning og afskrækkelse?

En ny regering må tage stilling til, hvordan vi bedst muligt kommer videre. Der er lagt rigtig mange gode og markante sten samt en retning med stærke søjler. Men vi afventer fortsat en samlet strategi og sammenvævning af de forskellige initiativer, så det ikke bliver en samling af kortsigtede, statslige skub med begrænset effekt, men derimod en samfundsmæssig bølge, hvor delelementerne spiller godt sammen og forstærker hinanden. Vi skal simpelthen have sat den danske muskel til. 

Set i det lys er det godt, at den afgående regering ikke hovedkulds pressede en ny forsvarsindustriel strategi igennem, men i stedet afventer dannelsen af en ny regering.

Der er flere veje at gå, men hovedelementerne bør omfatte en styrket, teknologisk kompetence i Forsvaret og politisk ejerskab i Forsvarsministeriet, øget samspil med civile aktører herunder fra forskningsverdenen og endelig en fælles prioritering af udvalgte styrkeområder. 

Vi skal også se på et mere langsigtet partnerskab med Ukraine, hvor det ikke kun handler om ”køb og smid væk”, men sikring af det mere fundamentale forspring, og hvordan vi hjælper Ukraine med at være teknologisk på forkant. Vi må også spørge, hvordan Ukraine kan hjælpe os til at sikre langsigtet innovations- og konkurrencekraft i Danmark og i resten af Europa – det er en central del af langtidssikringen.

Alt det kan du læse mere om i dette nyhedsbrev – ikke mindst forslaget om at gå til den ”danske model version 3.0”, hvor vi i højere grad lægger vægt på fælles udvikling frem for rene indkøb. 

Godt valg til alle!