Nyhed
Simulationstræning kan spare tid og penge i Forsvaret
Lagt online: 09.04.2025

Nyhed
Simulationstræning kan spare tid og penge i Forsvaret
Lagt online: 09.04.2025

Simulationstræning kan spare tid og penge i Forsvaret
Nyhed
Lagt online: 09.04.2025
Nyhed
Lagt online: 09.04.2025
Af Pola Rojan Bagger, kommunikationsrådgiver, NFC
Regeringen vil i et kort- og langsigtet spor fremlægge den nye strategi for en modernisering af den danske flåde. I første omgang prioriterer Forsvarsministeriet at indkøbe nye fartøjer til blandt andet maritim overvågning og minelægning.
Sideløbende vil man i Flådeplanens mere langsigtede spor arbejde med den mulige anskaffelse af Søværnets næste generation af fregatter. Men uanset hvad man anskaffer sig, er der behov for at uddanne nyt personel og videreuddanne eksisterende besætninger til fremtidens udfordringer og til nye fartøjer.
Og her er der nye værktøjskasser at trække på for Forsvaret. Den teknologiske innovation vil i fremtiden kunne løfte dele af den omkostningstunge uddannelse ind i simulerede, digitale scenarier, fremfor at binde dyre ressourcer på fregatter og patruljeskibe til søs.
Det mener FORCE Technology og Center for Naval Innovation og Adaptability (CNIA), der med støtte fra Den Danske Maritime Fond og Nationalt Forsvarsteknologisk Center (NFC) løbende er i dialog med flere parter om samarbejdsprojekter omkring XR-teknologien.
FORCE Technology har arbejdet med maritim simulationstræning i fyrre år. Men det har traditionelt været i stationære installationer, der koster 50 millioner kroner eller mere at etablere. I dag kan træningen foregå med en mobil udstyrspakke, der kan pakkes ned i kufferter og tages med på farten.
Med et XR-sæt på hovedet bliver skrivebordet med ét omdannet til kommandobroen på et hvilket som helst skib. Den såkaldte Extended Reality-teknologi dækker over forskellige muligheder inden for Augmented Reality (AR), Mixed Reality (MR) og Virtual Reality (VR).
XR-teknologier
Kilde: Dansk Industri
Det åbner for at frigøre dyrebare ressourcer, forklarer CNIA-direktør og tidligere chef for Søværnet, kontreadmiral Torben Mikkelsen:
”Igennem mange år er uddannelserne blevet flyttet ud på skibene. Det udfordrer skibenes operationelle virke, for alt andet lige, så skal skibet foruden den operative opgaveløsning så også være on-the-job og uddannelsesplatform. Det kan gå i fredstid, men vi er i en anden tid, hvor skibenes operative formåen simpelthen bare skal være højere prioriteret. Man kan også risikere at gå på kompromis med sikkerheden og opgaven, hvis eksempelvis en nyere uddannet vagtchef både skal uddanne folk på broen samtidig med, at vedkommende skal sejle skibet sikker og løse kritiske opgaver”.
Torben Mikkelsen har 42 års erfaring fra Forsvaret – herunder seks år som chef for Søværnet i perioden 2017 til 2023. Han er ikke i tvivl om, at den virtuelle læring kan være med til at optimere ressourceforbruget i Forsvaret.
”Tag for eksempel funktionen som Flight Deck Director på en fregat. Han eller hun har blandt andet til opgave at guide en helikopter sikkert ned på dækket af skibet. Det kræver i dag en uddannelse, der inkluderer en operativ helikopter, et ledigt krigsskib i vandet samt den relevante besætning. Med de moderne, virtuelle hjælpemidler kan man i stedet træne den situation meget virkelighedstro, uden at lægge beslag på ressourcer i form af skib og helikopter. Det er både smart og langt billigere at benytte den nye teknologi”, siger Torben Mikkelsen.
Det er en meget bred pallette af kritiske scenarier ved Forsvaret, man kan teste med et mobilt XR-system, der flytter træningen ud til kursisterne, fremfor at skulle transportere hele hold af kursister fra nær og fjern til og fra simulatoranlæg i Danmark.
Det forklarer Jan Michelsen, afdelingsdirektør for Simulering, Havne & Human Factors ved FORCE Technology.
”Det giver mulighed for at teste alle mulige færdigheder som for eksempel at sejle meget tæt på en havnekaj eller andre skibe, hvor pladsen er træng eller ved lav dybde. Gør man det i virkeligheden, er der jo så mange ting, der kan gå galt. Og med potentielt store konsekvenser”, siger Jan Michelsen.
XR-brillen er ikke kun en skærm for øjnene, men kombinerer sanseligheden med det virtuelle, da man i sit synsfelt har både det digitale billede og sine hænder samtidigt. Det giver større sanselighed i træningen og lærer også dine fingre den vigtige ’muscle memory’ igennem instrumentbrættet og måske endda våbnet foran dig, idet man kombinerer den fysiske verden med den digitale:
”Det giver også muligheden for at træne kollektivt som gruppe og ikke kun på individplan. I stedet for at træne med digitale avatarer, eller virtuelle robotter, på en skærm, får du en komplet og interaktiv holdøvelse mellem rigtige mennesker og dermed en højere grad af realisme. Det giver en bedre indlæringsdybde. Vi kommer simpelthen tættere på et univers, der gengiver et operativt miljø. Det kunne for eksempel være en konflikt”.
Alle danske universiteter og fem Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter er gået sammen i NFC - Nationalt Forsvarsteknologisk Center for at samarbejde med Forsvaret og industrien om forsvarsteknologisk udvikling. Målet er at bidrage til Danmarks forsvar og sikkerhed.