Spring til indhold
Forside

Nyhed

EUDIS Hackathon 2025 i Danmark: Ukrainske styrker har brug for din hjælp

Lagt online: 09.04.2025

Har du en idé til, hvordan ukrainsk militær kan forbedre soldaternes muligheder for taktisk overvågning af deres omgivelser i real-tid? Kan du udvikle AI-styret wearables til at monitorere soldatens fysiske og mentale tilstand i kamp? Ukraine har brug for dine bedste idéer.

Af Pola Rojan Bagger, kommunikationsrådgiver, NFC

Hvis du er udvikler, har en start-up eller er studerende med teknisk flair og indsigt i forsvar og sikkerhed, har du i maj muligheden for at prøve kræfter med at løse virkelige problemer på en af de vigtigste kamppladser i verden lige nu.

Den 9. til 11. maj 2025 løber EU-Kommissionens Hacakathon af stablen på Aalborg Universitets campus i København. Fra kl. 15 fredag til cirka midt på dagen søndag. 

Det sker sideløbende med Hackathons i syv andre lande: Tyskland, Spanien, Polen, Italien, Tjekkiet, Letland og Litauen.

En Hackathon er en komprimeret idéudviklingsproces, hvor specialister mødes på tværs af fagdiscipliner og nationaliteter for at løse en konkret udfordring i et afgrænset tidsrum. 

Det er anden gang, at EU-Kommissionens forsvars- og innovationsprogram (EUDIS) støttet af den Europæiske Forsvarsfond (EDF) arrangerer Hackathon i Europa.

Men det er første gang, at det bliver afholdt i Danmark, hvor arrangørkredsen i år består af Nationalt Forsvarsteknologisk Center (NFC), DI Forsvar og Sikkerhed, Center For Sikkerhedsindustrien i Danmark (CenSec) samt DTU.

Præmiepakken til årets vindere består af privat iværksætter-rådgivning fra industri- og tech-eksperter samt en betalt tur til Ukraine, hvor man blandt andet besøger lokale udviklere, virksomheder og ukrainske styrker.

De 3 udfordringer

I år går opgaven ud på at udtænke teknologiske løsninger til et af de tre udvalgte udfordringer:

  • At forbedre soldatens taktiske rummelighedsopfattelse via bærbare overvågningssystemer.
  • At tilvejebringe omkostningseffektivt beskyttelsesudstyr for frontlinje-forsvar.
  • At udvikle avanceret medicinsk support ved fronten.

Du kan læse flere detaljer om udfordringerne på Hackathon-hjemmesiden.  

Ifølge Peter Sperling, projektleder på den danske Hackathon-indsats og chief innovations officer hos NFC, er det en enestående mulighed for både studerende, startups og udviklere med mod på iværksætteri:

”Du kommer til at møde helt unikke mennesker, du ikke lige støder på i supermarkedet: fra Forsvaret og forsvarsindustrien, sikkerhedseksperter, etablerede tech-navne og andre, der tænker som dig. Og hvis du allerede har en idé til en forretning, kan du se det som en kickstart af dit projekt. Hvis du går med en iværksætter i maven, kan du jo potentielt møde dine fremtidige forretningspartnere her”.

Det er bedre at hacke dem, end at bombe dem

Peter Sperling, projektleder

Danske instruktører uddanner ukrainske soldater i Litauen i vinteren 2025. Men den teknologiske innovationsstøtte og vidensudveksling mellem de to lande spiller en større og voksende rolle end konventionel militærtræning. Foto: Forsvaret

Og så er der selvfølgelig det store perspektiv ifølge Peter Sperling:

”Hvis vi skal hjælpe Ukraine med at vinde krigen, skal vi out-smarte russerne. Det her handler ikke om store bomber men om store idéer. Vi er mere innovative end fjenden, og vi får nogle bedre idéer end de andre. Det er vores kreativitet og vores opfindsomhed, vi skal vinde på. Det er bedre at hacke dem, end at bombe dem”.

Sidste år gik førstepladsen til et hold af polske udviklere med en idé til forbedring af overvågningen af kritisk, undersøisk infrastruktur. Du kan læse mere her om sidste års Hackathon.

Billede: Rune Dyrholm/Forsvaret

NFC - Nationalt Forsvarsteknologisk Center

Alle danske universiteter og fem Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter er gået sammen i NFC - Nationalt Forsvarsteknologisk Center for at samarbejde med Forsvaret og industrien om forsvarsteknologisk udvikling. Målet er at bidrage til Danmarks forsvar og sikkerhed.

Billede: Rune Dyrholm/Forsvaret
Læs mere om NFC

Nationalt Forsvarsteknologisk Center

Aalborg

Thomas Manns Vej 25

9220 Aalborg Ø

info@nfc.dk

CVR: 29102384

EAN: 5798000431898

København

Frederikskaj 10B

2450 København SV

info@nfc.dk

Bruxelles

Rue De Luxembourg 3

1000 Brussels

info@nfc.dk