Af Pola Rojan Bagger, kommunikationsrådgiver, NFC

En helt særlig ukrainsk soldat bevæger sig taktisk gennem terrænet. Han har travlt med at nå en skyttegrav. Ikke fordi han er på flugt fra en drone eller fra en kugleregn. Hans mission er heller ikke at engagere fjenden, men derimod at hjælpe en såret kampfælle. For soldaten bærer på noget, som ikke alle i landet har. Men som kan redde liv ved fronten.

Da soldaten ankommer til sin destination, ruller han ærmet op. En sygepasser tapper noget blod fra ham og sprøjter det straks ind i en anden, såret soldat, der ligger på en improviseret briks. 

Den helt særlige soldat har blodtypen O rhesus negativ. Han er universaldonor. Og i krigen er han en blodbank på to fødder.

“Men det må vi da kunne gøre bedre!”, udbryder Martin Vesterby, læge, iværksætter og stifter af MedData.

For det er en udfordring i krigen at finde soldaten, flytte ham og tappe ham for at udnytte den værdifulde ressource, som er en mangelvare overalt, hvor der er ukrainske tropper.

Frustration hos ukrainske sygepassere

Med inspiration fra besøg i Ukraine og erfaringer som læge er Martin Vesterby ikke i tvivl om, at der kan udvikles teknologi og innovative løsninger, der svarer mere til det 21. århundrede.

For ukrainsk sundhedspersonale ved fronten kan i dag ikke leve op til den gyldne regel, der findes blandt vestlige læger, om at behandle syge og sårede inden for en time. I Ukraine kan der gå op til et døgn, før sårede soldater modtager livsvigtig behandling, blandt andet fordi den ukrainsk-russiske grænse er så lang og logistikken så vanskelig.  

“Jeg mødte frustrerede læger og sygepassere, der personligt har oplevet at miste sårede soldater mellem hænderne, fordi der mangler blod. Mennesker, der kunne have været reddet. Men det er svært at transportere mennesker væk fra fronten, ligesom det er svært at få blod og remedier ud til fronten. Evakuering via luften er umulig på grund af truslen fra blandt andet droner. Tit må de slæbe sårede soldater rundt på presseninger langs jorden. På den måde minder krigen langt mere om første verdenskrig, end det, vi har været vant til fra Irak og Afghanistan”, siger Martin Vesterby.

Han er leder af et nyt projekt om på sigt at etablere det forskningsbaserede Center for Resiliens og Sundhedsinnovation (CRHI), der med Teknologisk Institut i spidsen og en bred kreds af deltagere i ryggen skal være fødselshjælper for nye, skalerbare sundhedsløsninger baseret på innovativ teknologi.               

Arbejdet med at etablere CHRI er støttet med midler fra Nationalt Forsvarsteknologisk Center (NFC) til forskning og kapacitetsopbyggende projekter. Missionen er at udvikle løsninger, der redder liv, og at styrke sundhedsindsatser i konfliktzoner ved at samarbejde med både internationale NGO’er og med EU- og NATO-indsatser. 

Krig som motor for innovation

Med udgangspunkt i eksemplet om den menneskelige blodbank i Ukraine peger Martin Vesterby på mulige løsninger:

“For eksempel kunne man udvikle sikker, IT-baseret datakortlægning over ukrainske soldaters blodtyper, så man havde overblik over en kritisk ressource ved hånden. I dag bliver behovet annonceret med radiokommunikation, der kan aflyttes. Man kunne også udvikle særlige droner med kølebokse, der kan transportere blodet rundt til soldaterne, frem for at transportere soldater rundt til, hvor blodet er. Man øger chancen markant for overlevelse, når vi flytter ressourcer og viden ud til folk, der er kommet til skade. Og den teknologi kan jo også overføres til for eksempel det civile redningsarbejde efter naturkatastrofer”.

Under krig, konflikt og katastrofer kommer der skub på udviklingen af nye løsninger, påpeger Martin Vesterby. Men for at skalere og på sigt at lave en forretning ud af opfindelserne, er man nødt til at have koordination og et samlende center:

“Energien omkring innovationen stiger, når der er katastrofer. Lige nu bliver der i Ukraine udviklet nye ting, som jo er ‘battle-proven’, altså afprøvet i skarpe situationer. Men de er ikke godkendt og certificeret med henblik på at kunne skalere løsningerne i fredstid”.

Og hvordan skal Center for Resiliens og Sundhedsinnovation så løfte den opgave?

Ifølge Trine Rolighed Thomsen, der er projektansvarlig sammen med Martin Vesterby, er der brug for en central muskel til at drive udviklingsprocessen og være en bro mellem forskellige fagligheder, interesser og midler: 

“Hele vores tese er, at der er behov for en enhed, der samler viden og erfaringer og er med til at udvikle løsningerne. Centeret skal trække på forskellige kompetencer, tænke lokalt, men skalere nationalt. Det skal kunne understøtte flest mulige løsninger, men samtidig tænke på, at der skal komme bæredygtige forretninger ud af det på sigt. Centeret skal kortlægge og beskrive behov og så finde eksisterende teknologi, som vil støttes af vores center”, siger Trine Rolighed Thomsen.

Ifølge Martin Vesterby er Ukraine en fortsat kilde til inspiration og erfaringer:

“Kan vi for eksempel sende de løsninger, der bliver udviklet, til Ukraine og få soldaterne til at bruge det, teste det for, om det giver mening i praksis, så kan vi løbende justere på teknologien, indtil det begynder at redde liv”, siger Vesterby.